2-årig erhvervsakademiuddannelse
De tre første semestre er en fællesdel, hvor de obligatoriske fag gennemgås. På 4. og sidste semester skal du ud på et praktikophold og stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet, før du til sidst skal udarbejde dit afsluttende eksamensprojekt. Det sidste semester er din mulighed for at styre uddannelsen i retning af dit drømmejob som fx bankrådgiver, ejendomsmægler, revisor eller forsikringsrådgiver.
Fagene på finansøkonomuddannelsen er inddelt i obligatoriske fag og valgfag. De valgfrie fag kan variere fra år til år. Undervisningsformen på Finansøkonomuddannelsen er en blanding af tradionel klasseundervisning og projekt- og casearbejde.
Erhvervsjura
Erhvervsjura lærer dig om juridiske metoder og retsregler, og hvordan de anvendes i praksis i den finansielle sektor. Du lærer desuden at varetage finansiel kunderådgivning på en juridisk og etisk forsvarlig måde. Et andet fokuspunkt er selvstændigt at kunne identificere juridiske problemstillinger og argumentere for løsninger.
Erhvervsøkonomi
Erhvervsøkonomi blander erhvervsøkonomisk teori og metode med praktisk anvendelige værktøjer. I erhvervsøkonomifaget lærer du at deltage i erhvervsøkonomiske beslutningsprocesser, som de kommer til udtryk i finansielle virksomheder. Du lærer også om økonomiske informationssystemer og deres sammenhæng med årsregnskabet, at foretage kreditvurderinger og udarbejde investeringsanalyser og investeringsforslag til virksomheder og meget mere.
Finansielle virksomheder og markeder
Finansielle virksomheder og markeder giver dig et overblik over finansielle virksomheders funktion, produkter og placering i samfundsøkonomien. Du lærer at identificere gode forretningsmuligheder og potentielle risikofaktorer for finansielle virksomheder.
Kunde- og samarbejdsrelationer
Kunde- og samarbejdsrelationer lærer dig at organisere og gennemføre kundemøder. Du lærer at afdække kundens behov, præsentere produkter og forhandle med kunder. Og du får en forståelse af, hvordan man varetager en kundes interesser bedst muligt, så der dannes grobund for et langt samarbejde. Undervisningsformen er primært baseret på øvelser og rollespil de studerende imellem.
Privatøkonomi
Privatøkonomi giver dig redskaberne og den nødvendige viden til at rådgive den typiske privatkunde inden for de mest almindelige finansielle produkter. Her vil du desuden benytte dig af din viden om at planlægge og gennemføre kundemøder på bedst mulig vis.
Globaløkonomi
Globaløkonomi handler om samfundsøkonomi, politik og demografi på mikro- og makroøkonomisk niveau. Du lærer at analysere og vurdere konsekvenserne af efterspørgsels- og udbudspolitikker for forskellige valutakurser. Faget Globaløkonomi handler om de store sammenhænge mellem samfund, økonomi, politik og international handel.
Statistik
Statistik omhandler sandsynlighedsregning og statistik på et teoretisk plan. Målet er, at du skal kunne indsamle statistisk materiale og selvstændigt analysere og vurdere erhvervs- og samfundsøkonomiske problemstillinger ud fra det
Ledelse og kommunikation
Ledelse og kommunikation giver dig en grundlæggende viden om projektledelse samt forskellige kommunikative forhold, der gør sig gældende i samspillet med medarbejdere og omverden. Du vil også blive klogere på virksomheders struktur, beslutningsprocesser og videnstyring.
En vigtig del af din uddannelse som finansøkonom er praktikperioden på 4. semester. Praktikperioden varer 12 uger. Her får du mulighed for at afprøve de ting, du har lært i løbet af de første tre semestre. Samtidig stifter du bekendtskab med erhvervslivet og får indsigt i de krav og forventninger, virksomhederne har til finansøkonomers viden og færdigheder.
Du er selv ansvarlig for at finde et praktiksted inden dit 4. semester. Dit valg af praktiksted skal selvfølgelig gerne afspejle dine fremtidsønsker. Underviserne på uddannelsen vil hjælpe dig med sparring og vejledning i processen med at vælge praktiksted og skrive ansøgninger.
Vores mål er at hjælpe dig med at finde et praktiksted med et behageligt miljø, hvor du får lov til at udføre nogle spændende arbejdsopgaver, der knytter sig til det felt, du ønsker at specialisere dig inden for.
Flere og flere af vores studerende søger mod udlandet i deres praktikperiode. Et praktikophold i udlandet er en investering i din fremtid. Du lærer om en fremmed kultur og får øvet dine sprogfærdigheder. For langt de fleste er et praktikophold i udlandet en oplevelse for livet, der styrker dem fagligt og personligt.
Hvis du ønsker at tage dit praktikophold i udlandet, er det en god idé at være tidligt ude med planlægningen. Da ansøgningstiden for legater og Erasmus kan være en langsommelig proces, anbefaler vi, at du allerede et halvt års tid før praktikperiodens start går i gang med at planlægge dit ophold.
Som uddannet finansøkonom har du også mulighed for at læse videre på en anden uddannelse som fx en professionsbachelorudannelse eller HD 2. del i finansiel rådgivning. Mange vælger at læse videre, men du er kvalificeret til et job i den finansielle sektor som færdiguddannet finansøkonom.
Før du går til eksamen, er det vigtigt, at du læser eksamensreglerne for din uddannelse.
Du kan se eksamensreglementet for fuldtids- og deltidsuddannelser
På EAMV scanner vi alle afleverede opgaver, som afleveres i WISEflow, i anti-plagiatsystemet URKUND. Det gør vi for at sikre, at eksamensopgaver, som afleveres til bedømmelse i WISEflow, er selvstændigt udarbejdet materiale og at samme materiale ikke indgår i flere bedømmelser.
Alle eksamener på Erhvervsakademi MidtVest foregår digitalt – både mundtlige og skriftlige. Derfor er det nødvendigt, at du som studerende har rådighed over en funktionsdygtig computer.
Du kan læse mere om finansøkonomuddannelsen i studieordningerne nedenfor.
Nedenfor finder du links til tidligere studieordninger:
På ministeriets hjemmeside www.fivu.dk kan du finde links til alle gældende love og bekendtgørelser om de videregående uddannelser.
Læs f.eks. om:
Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet