Indspark fra de unge er guld værd

20. maj 2020

Årets Erhvervsakademipraktik går i 2020 til regntøjsproducenten Ocean Textile Group og markedsføringsøkonom Rahul Rajkumar. Begge parter har fået værdifuld indsigt og læring ud af praktikopholdet.

Rektor Henriette Slebsager uddelte pris, blomster og lykønskninger til Ocean Textile Group. Fra venstre ses direktør Henrik Bernth, Rahul Rajkumar, e-commerce manager Gitte Grønver og rektor Henriette Slebsager

Blev taget godt imod

Det er en glad Rahul Rajkumar, der 6. maj modtager nyheden og lykønskninger, fordi hans praktiksted er blevet udvalgt som vinder af Årets Erhvervsakademipraktik 2020 på Erhvervsakademi MidtVest. 

Den 21-årige markedsføringsøkonom er ikke i tvivl om, hvorfor Ocean Textile Group fortjener den hæder.

”Jeg har haft et rigtigt godt ophold. De har taget imod mig som en af deres egne, og så bliver det bare 12 gode uger."

Rahul Rajkumar, studerer til markedsføringsøkonom

Mange forskellige opgaver i praktikken

Og det er da heller ikke småting, Rahul Rajkumar har prøvet kræfter med i løbet af praktikken.

”Jeg har arbejdet meget med at lave analyse af fx Google Analytics og Facebook for at kunne udvælge målgrupper. Jeg har også udarbejdet content som artikler og tekster til deres hjemmeside og været med til at lave deres marketingplan for 2020”

Det er dog lidt svært at svare på, hvad der egentlig har været den bedste oplevelse ved at være i praktik.

”Jamen, det er faktisk bare det med at komme ud og prøve det af. At jeg har fået indsigt i professionen og de opgaver, man kan lave som færdiguddannet. Og at jeg har kunnet bruge de teorier og metoder, vi har lært på uddannelsen i de opgaver, jeg har arbejdet med”, siger han.

Nye idéer og input er vigtige

Det med at byde ind på opgaver er netop noget af det, den midtjyske virksomhed sætter stor pris på.

”Når vi har praktikanter, er det for at få ny viden og nogle andre øjne på vores arbejde. Det giver vores virksomhed rigtigt meget at få de unge menneskers input, og de lærer mig en masse", fortæller E-commerce Manager Gitte Grønver, der har været praktikvejleder for Rahul Rajkumar.

"Det er virkelig guld værd. Så Rahul er bestemt ikke vores sidste praktikant."

Gitte Grønver, E-commerce Manager hos Ocean Textile Group

Et godt match bliver til studiejob

Deres samarbejde ser da også ud til at fortsætte. Ocean Textile Group har nemlig tilbudt deres tidligere praktikant studiejob, når han efter sommerferien vil læse videre.

”Jeg vil tage en PB i International Markedsføring og Handel, når jeg bliver færdig til sommer. Det er fedt, at jeg kan arbejde nogle timer hos virksomheden ved siden af, så jeg kan føre nogle af mine opgaver fra praktikken videre”, siger Rahul Rajkumar.

Det bakker Gitte Grønver ham op i.

”Jeg synes, at vi har været et godt match, og vi er glade for, at Rahul har lyst til at blive."

Gitte Grønver, E-commerce Manager hos Ocean Textile Group

Ocean Textile Group modtager prisen, fordi Rahul Rajkumar har fået lov til at bruge den lærte teori i praksis ved at løse aktuelle og relevante opgaver for virksomheden.
Det har givet ham solide erfaringer og været med til at udvikle ham meget både personligt og fagligt i løbet af praktikperioden.

Årets Erhvervsakademipraktik

Årets Erhvervsakademipraktik blev første gang uddelt i 2015, og siden har tusindvis af praktikanter fra erhvervsakademierne rundt om i landet får hvert år haft mulighed for at give deres virksomhed et skulderklap ved at nominere dem til den prestigefyldte pris.

De otte erhvervsakademier finder hvert år deres lokale vinder, som dyster i en national konkurrence for at finde den bedste praktikplads i Danmark. I 2020 er den nationale konkurrence aflyst, men flere erhvervsakademier fejrer stadig de lokale vindere.

 

Bliv markedsføringsøkonom

Den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til markedsføringsøkonom er en bred uddannelse inden for salg og markedsføring, der åbner en masse døre. Vores studerende får job som fx SoMe Manager, marketingkonsulent eller salgsansvarlig.

Læs mere