Erhvervsakademi MidtVest opretter uddannelsesstation i Skjern

17. jan 2018

Erhvervsakademi MidtVest får med regeringens nye udspil til udflytning af statslige arbejdspladser ny uddannelsesstation og dermed mulighed for at udbyde videregående uddannelse i Skjern. Lokal uddannelse for de unge, der gerne vil arbejde i det lokale erhvervsliv, fortæller rektor Henriette Slebsager.

Sløret 3 elever der studerer

Regeringen præsenterer senere i dag det næste udspil for udflytning af statslige arbejdspladser. Et udspil som indebærer, at det ikke er nok kun at flytte statslige arbejdspladser til provinsen, men også oprettelse af nye uddannelsesstationer. Et af de steder i landet, hvor en ny uddannelsesstation bliver en realitet er i Skjern, hvor Erhvervsakademi MidtVest snart udbyder markedsføringsøkonomuddannelsen.

”Markedsføringsøkonomuddannelsen er en videregående uddannelse, som virkelig vil styrke erhvervslivets kompetencer inden for international markedsføring, økonomi, salg og markedskommunikation, organisation og supply chain management”, siger Erhvervsdirektør hos Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd Hans Jørn Mikkelsen

En glædelig nyhed

Hos Erhvervsakademi MidtVest er der naturligvis stor glæde at spore, og nyheden kommer i lyset af flere års hårdt arbejde for at få videregående uddannelser til Skjern.

”Det er en rigtig god dag for Erhvervsakademi MidtVest. Vi har af flere omgange forsøgt at få en uddannelse til Skjern, og nu kan vi endelig tilbyde en uddannelse, der kommer erhvervslivet, de unge og hele kommunen til gode”, siger rektor for Erhvervsakademi MidtVest Henriette Slebsager.

Læs mere om Markedsføringsøkonomuddannelsen 

Uddannelse tilpasset den boomende turismesektor i Vestjylland

Det er ikke nogen tilfældighed, at det lige præcis er markedsføringsøkonomuddannelsen, der udbydes i Skjern. Det giver de unge i Ringkøbing-Skjern Kommune mulighed for at tage en lokal uddannelse, der er tilpasset bl.a. den store, voksende turismesektor i Vestjylland. For Erhvervsakademi MidtVest er det af stor betydning, at uddannelsesudbuddet netop er tilpasset det lokale erhvervsliv, og derfor passer det rigtig godt at udbyde markedsføringsøkonomuddannelsen i Skjern, fortæller rektor Henriette Slebsager.

”Nu kan vi i højere grad hjælpe erhvervslivet med kvalificeret arbejdskraft, men vi kan så sandelig også hjælpe de unge, der måske ikke ønsker at flytte til de store byer for at læse. Nu kan unge i og omkring Skjern blive boende og tage en uddannelse, der er tilpasset det lokale erhvervsliv.”

Og fortsætter:

”Nu håber vi selvfølgelig, at kommunen og erhvervslivet vil samarbejde og bakke op om uddannelsen, så vi kan få fyldt pladserne op.”

Det forventes, at Erhvervsakademi MidtVest opstarter uddannelsen i Skjern sommeren 2018.

Om Erhvervsakademi MidtVest

Erhvervsakademi MidtVest udbyder en stribe af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser samt efteruddannelse og kurser inden for det merkantile, tekniske og informationsteknologiske område. Uddannelserne henvender sig primært til studerende med baggrund fra en gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse. Læs mere om Erhvervsakademi MidtVest her https://www.eamv.dk/.

Yderligere oplysninger:

Henriette Slebsager, rektor for Erhvervsakademi MidtVest, Gl. Landevej 2, 7400 Herning på telefon 29693700 eller hhs@eamv.dk.