Studieglæden er i top på Erhvervsakademi MidtVest

13. dec 2017

Ny national undersøgelse af studietilfredsheden på landets erhvervsakademier viser, at Erhvervsakademi MidtVest ligger i top, når snakken falder på de studerendes studieglæde og faglige udbytte. Fokus på nærvær og erhvervsrettede uddannelser er væsentlige årsager til høj studieglæde, mener rektor for Erhvervsakademi MidtVest Henriette Slebsager.

Elever der arbejder på projekt

Hvor tilfreds er de studerende med deres uddannelse? Vil de studerende anbefale deres uddannelse til andre? Hvor tilfredse er de studerende med det faglige udbytte, de får på uddannelserne?

Det er nogle af de oplysninger, som kan findes i en ny national undersøgelse af, hvor tilfredse de studerende er med deres uddannelse på de danske erhvervsakademier.

På Erhvervsakademi MidtVest, der udbyder erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser i Herning og Holstebro, er de studerende mere end tilfredse med deres uddannelse, og hele 71 % af de adspurgte studerende trives på deres uddannelse og studie. Det placerer Erhvervsakademi MidtVest i toppen af de danske erhvervsakademier, når emnet falder på studieglæde og det faglige udbytte.

Erhvervsfokus og det nære er primære årsager

Resultaterne i undersøgelsen er efter rektor for Erhvervsakademi MidtVest Henriette Slebsagers mening et udtryk for det erhvervsakademiet står for.

”Det gør mig både stolt og glad, at de studerende igen i år er så tilfredse og glade for at studere på erhvervsakademiet. Det viser med al tydelighed, at vores arbejde med at skabe trygge og nærværende rammer for vores studerende og medarbejdere i hverdagen bærer frugt og styrker det faglige udbytte, de studerende får ud af undervisningen”, fortæller rektor for Erhvervsakademi MidtVest Henriette Slebsager.

Samtidig påpeger rektoren, at erhvervsakademiets fokus på at tilbyde uddannelser der gør de studerende jobparate og klædt på til det lokale erhvervsliv, er en væsentlig årsag til den store tilfredshed blandt de studerende.

”Vi er et erhvervsakademi for de unge, der gerne vil blive bosiddende her i området og tage en uddannelse, der gør dem klar til erhvervslivet. Derfor sætter vores studerende stor pris på, at undervisningen er en balance mellem teori og praksis og i samspil med erhvervslivet, da det gør dem mere jobparate”, fortæller Henriette Slebsager endvidere.