Mette og Morten vil være kreative i den digitale verden

25. nov 2019

Passion for kreativt arbejde og interesse for design og hjemmesider fik Mette Gier Larsen og Morten Stampe Nielsen til at søge ind på Multimediedesigneruddannelsen på Erhvervsakademi MidtVest. Den beslutning har de ikke et øjeblik fortrudt.

2 Studerende på Multimediedesigner uddannelsen
Mette og Morten gjorde sig forskellige overvejelser, inden de søgte ind på multimediedesigner. Læs her, hvorfor de har valgt netop denne videregående uddannelse.

Interessen afgjorde uddannelsesvalget

Efter en afsluttet Hf-eksamen efterfulgt af to sabbatår med ufaglært arbejde, følte 22-årige Morten Stampe Nielsen fra Herning, at nu var han altså klar til at gå i gang med en uddannelse.

Men han var som så mange andre i tvivl, for mulighederne var mange og valget svært, for hvilken vej er nu den rigtige at gå? 

"Det har været så spændende og virkeligt indholdsrigt at komme i gang. Lærerne vil gerne tage sig tid til en. Jeg oplever, at vi i klassen er meget åbne og imødekommende over for hinanden."

- Morten Stampe Nielsen, 1. semester studerende

I sidste ende besluttede Morten at lade sig lede af sin interesse for grafisk design og videoredigering, som han havde rodet lidt med i sin fritid, og pilen endte derfor på multimediedesign-uddannelsen på Erhvervsakademi MidtVest, hvor han nu er i gang med første semester.

"Det har været så spændende og virkeligt indholdsrigt at komme i gang. Lærerne vil gerne tage sig tid til en. Jeg oplever, at vi i klassen er meget åbne og imødekommende over for hinanden. Det bedste ved uddannelsen for mig har været grafisk design, og så kodning, som virkelig har overrasket mig positivt. Jeg var lidt nervøs for netop kodning, fordi jeg frygtede, at det ville være på datamatiker-niveau, men det er faktisk ikke så svært, og du kan jo lave layout med kodning”, fortæller Morten Stampe Nielsen.

Godt studiemiljø og spændende undervisning

28 årige Mette Gier Larsen, der nu går på 3. semester, arbejdede før hun gik i gang med uddannelsen, som selvstændig med egen webshop i Grindsted, hvor hun bor.

Men Mette følte stadigt mere, at hun manglede den sociale kontakt i løbet af arbejdsdagen, og skulle hun have en uddannelse, så følte hun også, at tiden var ved at være moden.

”Multimediedesignuddannelsen er en rigtig god uddannelse, der åbner op for mange muligheder både arbejdsmæssigt og i forhold til videreuddannelse."

- Mette Gier Larsen, 3. semester studerende

Da hun nyder at nørkle med hjemmesider og layout, bestemte hun sig for at søge ind på multimediedesignuddannelsen på Erhvervsakademi MidtVest.

”Jeg valgte at tage til Herning, fordi det har ry for at have et godt studiemiljø, og fordi lærerne her tager sig tid til den enkelte elev. Det har for mig 100 procent været det rette valg. Undervisningen interesserer mig, og vi lærer så meget, at jeg har det sådan, at jeg er bange for at skulle blive syg og derved gå glip af en undervisningsgang”, fortæller Mette Gier Larsen.

Iværksætterånden er igen kommet over Mette, der nu er startet op som selvstændig, som freelance webdesigner med sit firma inno-web.dk. 

Mange muligheder

Mette, der nu kun mangler tre måneders praktik, før hun afslutter den 2 årige multimedieuddannelse, går med overvejelser om at specialisere sig yderligere ved at tage en halvandenårige professionsbachelor i Digital konceptudvikling sideløbende med sit arbejde som freelance webdesigner.

Morten fortæller, at han godt kunne forestille sig at arbejde med grafisk arbejde på et reklamebureau, når han bliver færdig. 

”Multimediedesignuddannelsen er en rigtig god uddannelse, der åbner op for mange muligheder både arbejdsmæssigt og i forhold til videreuddannelse. På studiet er der mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde, men socialt er der et rigtig stærkt sammenhold. Jeg har fået venskaber her, der kommer til at vare ved, også efter vi er færdige”, siger Mette Gier Larsen.

”Hvis man kan lide at være kreativ, selv skabe noget og arbejde med det digitale, så er multimedieuddannelsen et rigtig godt valg”, siger Morten Stampe Nielsen til afslutning. 

På uddannelsen til multimediedesigner bliver du undervist i at arbejde med digitale kommunikation, grafisk design, programmering og projektstyring. En multimediedesigner kan kombinere tekst, lyd, billeder, animeret grafik og video, så budskabet formidles effektivt via digitale medier.

Uddannelsen er en videregående uddannelse, der varer to år. På de første tre semestre har du en kombination af obligatoriske og valgfrie fag, mens du på fjerde semester er i praktik i en virksomhed.

 

Bliv multimediedesigner

På den 2-årige erhvevsakademiuddannelse til multimediedesigner lærer de studerende at designe digitale oplevelser, udvikle hjemmesider og apps samt lave godt content. De kan fx. få job som frontend designer, frontend developer, UX-designer eller SoMe Manager.

Læs mere