Et stærkt makkerskab mellem en bankrådgiverpraktikant og en bankafdeling vinder DM i praktik for erhvervsakademier 2025. En el-installatørstuderende og en julesweaterindkøber modtog også priser.
Der var jubel og spontane omfavnelser, da Christian Søgaard, finansbachelorstuderende fra Erhvervsakademi MidtVest, og Jyske Bank i Herning blev kåret som vinder af DM i praktik 2025. Prisen blev uddelt ved en festlig ceremoni på Scandic Kødbyen i København den 22. maj.
”Jeg er stolt over min praktikplads. Prisen er til dem,” sagde en rørt Christian Søgaard.
Juryen kom på en svær opgave
Bag kåringen stod en jury bestående af uddannelses- og forskningsordfører (S) Trine Bramsen, underdirektør i Dansk Erhverv Stine Pilegaard Jespersen og uddannelsespolitisk chefkonsulent i Teknisk Landsforbund Birgitte Grum-Schwensen.
De otte finalister blev vurderet på faglig og personlig udvikling samt den sociale oplevelse. Juryen fremhævede det tætte samarbejde og stærke læringsmiljø hos Jyske Bank i Herning.
Stolt og glad
Den 25-årige herningenser, der oprindeligt er fra Ikast, var overrasket over sejren:
”Det kom meget bag på mig, for de andre finalister var også virkelig gode.”
”Jeg har nydt praktikopholdet og udviklet mig både fagligt og personligt - specielt fordi jeg har haft en fantastisk afdeling med kolleger, der har været gode til at inddrage mig i opgaver og kundemøder. Jeg mødte glad ind hver morgen og var glad, når jeg kom hjem. Så jeg synes virkelig, de fortjente det,” fortæller den unge prismodtager.
Siden han var 16 år, har Christian Søgaard interesseret sig for investering. Derfor var han heller ikke i tvivl om sit uddannelsesvalg.
Med prisen følger en præmie på 10.000 kr. sponsoreret af HK Danmark. Dem vil Christian investere i aktier.
”Vi er utroligt glade og stolte. Prisen er en anerkendelse af hele afdelingens kollegaskab,” sagde en stolt René Andresen, markedsdirektør i Jyske Bank Herning.