2-årig erhvervsakademiuddannelse
Byggekoordinatoruddannelsen er en videregående uddannelse, der varer 2 år og består af 4 semestre. Uddannelsen er bygget op således:
Du lærer at analysere og vurdere samspillet mellem faggrupperne i projekter i bygge- og anlægsbranchen. Det gælder både planlægning, byggesagsforløb, ansvarsfordeling, kvalitetssikring og arbejdsmiljø. Du får også en grundlæggende forståelse for de forskellige entrepriseformer, og lærer at forstå et byggesagsforløb fra start til slut.
I faget management får du en helhedsforståelse for, hvordan du bedst kan agere som byggekoordinator. Du lærer at beherske konkrete managementmetoder og værktøjer til bl.a. budget og styring af likviditet, budgettering og årsregnskab, praktisk forhandlingsteknik samt tidsstyring.
Du lærer at gå i dybden med og forstå et udbudsmateriale i faget ressourcestyring og fagtilsyn. Du får også styr på, hvordan du planlægger fagentrepriser og projekter i bygge- og anlægsbranchen. Endelig er det vigtigt, at du kan vælge praksisnære løsningsmuligheder i forbindelse med planlægning og ressourceforbrug.
Du lærer, hvordan en virksomhed fungerer organisatorisk, økonomisk, markedsmæssigt og praktisk. Du vil i faget blandt andet lære at udarbejde en SWOT-analyse, så du kan identificere virksomhedens situation. Du vil også kunne udarbejde en økonomisk vurdering af en byggesag med fordeling af omkostninger, og vurdere eventuelle risici der er i forbindelse med byggesagen.
Faget byggejura lærer dig om den del af juraområdet, der omhandler udbudsmateriale, fagentreprise samt tværfagligt samarbejde i byggesager. Du lærer om entrepriseformer og aftale- og kontraktforhold under byggesagers gennemførelse. Du får også værktøjer, der giver dig mulighed for at udarbejde byggesagers organisationsdiagram. Du kan med dette fag formidle juridiske problemstillinger til samarbejdspartnere, og vurdere byggesagens aktuelle aftaler i forhold til gældende regler.
Klar og målrettet kommunikation er vigtigt for en byggekoordinator. I faget kommunikation lærer du at kommunikere målrettet i byggebranchen. Du får værktøjer til at kommunikere på tværs af faglige og kulturelle skel både i skrift og tale. Du lærer at vurdere og anvende relevant viden fra bygge- og anlægsbranchen, så du kan analysere og formidle praksisnære problemstillinger, både skriftligt, mundtligt og digitalt. Du lærer også at søge, anvende og vurdere teknisk fælleseje, rapporter og andet materiale der kan påvirke branchen.
Du lærer at forstå og agere forretningsmæssigt i en byggevirksomhed. Du bliver i stand til at kunne optimere virksomhedens processer og arbejdsgange. Udarbejde strategier og markedsføringsplaner, afgive simple tilbud og igangsætte, styre og afslutte små entrepriser.
Du lærer at håndtere problemstillinger inden fro relevant lovgivning i forhold til en fagentreprise eller andre projekter inden for bygge- og anlægsbranchen. Du introduceres til entrepriseledelse og de udfordringer entreprenører har under udførelse af byggearbejde.
Du lærer at omsætte det projekterende leds beskrivelser af bæredygtighed til den praktiske udførelse af byggeriet. Du får kendskab til materialer og livscyklusbegrebet. Du bliver i stand til at kunne deltage i en certificeringsproces samt formidle dokumentation til byggeriets parter.
En vigtig del af din uddannelse er praktikperioden på 4. semester. Her får du mulighed for at afprøve de ting, du har lært i løbet af de første tre semestre. Samtidig stifter du bekendtskab med erhvervslivet og får indsigt i de krav og forventninger, virksomhederne har til deres medarbejderes viden og færdigheder.
Du er selv ansvarlig for at finde et praktiksted inden dit 4. semester, hvor du har lyst til at tilbringe 12 uger. Dit valg af praktiksted skal selvfølgelig gerne afspejle dine fremtidsønsker. Underviserne på uddannelsen vil hjælpe dig med sparring og vejledning i processen med at vælge praktiksted og skrive ansøgninger.
Vores mål er at hjælpe dig med at finde et praktiksted med et behageligt miljø, hvor du får lov til at udføre nogle spændende arbejdsopgaver, der knytter sig til det felt, du ønsker at specialisere dig inden for.
Flere og flere af vores studerende søger mod udlandet i deres praktikperiode. Et praktikophold i udlandet er en investering i din fremtid. Du lærer om en fremmed kultur og får øvet dine sprogfærdigheder. For langt de fleste er et praktikophold i udlandet en oplevelse for livet, der styrker dem fagligt og personligt.
Hvis du ønsker at tage dit praktikophold i udlandet, er det en god idé at være tidligt ude med planlægningen. Da ansøgningstiden for legater og Erasmus kan være en langsommelig proces, anbefaler vi, at du allerede et halvt års tid før praktikperiodens start går i gang med at planlægge dit ophold.
Læs mere om praktik i udlandet her.
Du skal i løbet af de fire semestre på byggekoordinatoruddannelsen til 2 eksterne prøver (censor udpeget af Undervisningsministeriet) og 3 interne prøver (censor udpeget af Erhvervsakademi MidtVest).
Før du går til eksamen, er det vigtigt, at du læser eksamensreglerne for din uddannelse.
Du kan se eksamensreglementet for fuldtids- og deltidsuddannelser
På EAMV scanner vi alle afleverede opgaver, som afleveres i WISEflow, i anti-plagiatsystemet URKUND. Det gør vi for at sikre, at eksamensopgaver, som afleveres til bedømmelse i WISEflow, er selvstændigt udarbejdet materiale og at samme materiale ikke indgår i flere bedømmelser.
Alle eksamener på Erhvervsakademi MidtVest foregår digitalt – både mundtlige og skriftlige. Derfor er det nødvendigt, at du som studerende har rådighed over en funktionsdygtig computer.
Du kan læse mere om byggekoordinatoruddannelsen i studieordningen nedenfor.
På ministeriets hjemmeside www.fivu.dk kan du finde links til alle gældende love og bekendtgørelser om de videregående uddannelser, herunder BEK nr 223 af 11/03/2014.
Læs f.eks. om:
Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for byggekoordinator