2. november 2015
Katrine Lærke Nielsen har været i Praktik hos Happy, og fortæller om hendes de erfaringer hun har gjort sig, samt hvad hun synes om det hele.
Mit navn er Katrine Lærke Nielsen. Jeg er bachelorstuderende på E-Konceptudvikling, på Erhvervsakademi MidtVest (lidt endnu). I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om mit praktikforløb, som har strukket sig over de sidste tre måneder, august-oktober.
Jeg har været praktikant/ AD-assistent hos Happy, tidligere Happy og Co, www.happyogco.dk, der er et reklame- og kommunikationsbureau, beliggende i Ikast. Selvom det måske ikke er et af de største bureauer i Danmark, så har de nogle store opgaver at varetage og deres kundebase består bl.a. af Danæg, FC Midtjylland, Fredsted Te og Siemens.
Hele forløbet har været meget trygt og godt administreret fra virksomhedens side, da de efterhånden har haft så mange praktikanter, at de har godt styr på det. Der er en overordnet plan for hvordan alle tre måneder skal forløbe og det har vi i fællesskab arbejdet ud fra.
"Det at arbejde under pres får en hel anden betydning ude i den virkelige verden."
Der er et utroligt godt sammenhold internt, såvel med deres kunder og det gør det virkelig til en interessant og opløftende virksomhed at ”arbejde” for. Der tages hensyn til at folk er forskellige og der derfor skal være plads til alle – med det fokus in mente, at alle skal kunne fungere sammen, på tværs af fagligheder og stillinger.
Jeg har lært meget af at være i praktik hos Happy, både fagligt og personligt. Fagligt har jeg (gennem min praktik logbog) haft fokus på de forskellige begreber, metoder og teorier, som jeg næsten hver dag er kommet i berøring med.. Det gode ved ’den virkelige verden’ er jo, at man ikke arbejder slavisk efter, hvad de skriver i bøgerne og viser i modellerne, virkeligheden er en adaption og hver virksomhed har deres version. Det daglige fagsprog bærer i den grad præg af, at alt det vi lærer i undervisningen, er meget relevant, at det ligger i bevidstheden og at det bliver brugt aktivt, som en naturlig del af en faglig samtale/dagligdag.
Personligt har jeg lært at det, at arbejde under pres, får en hel anden betydning ude i ’den virkelige verden’. Det der med at få to uger til at designe et website? Tro om igen, du kan få 2 dage! Og det er hvis du er heldig! (Overdrivelse fremmer forståelsen, vel at mærke). Der ligger både et stort forventningspres og et arbejdsmæssigt pres når du er i praktik, hvis du har noget at lave, vel at mærke! Og det kunne mærkes i mit hoved når jeg kom hjem, fordi jeg havde været på en hel dag, hvor der forventedes et højt arbejds- og ambitionsniveau.
"Vis at du brænder for det du laver, lær at sælge dig selv, arbejd hårdt for det du vil og spring ud i det."
Men det betaler sig at sætte baren højt, vise hvad man kan og arbejde hårdt forløbet igennem. Om ikke andet har du en skide god logbog/profil til eksamen/fremover, og i bedste tilfælde ender du med et job – som jeg gjorde. Det har været den vildeste rutsjebanetur, men det betalte sig at holde ved og køre hårdt på, hele vejen igennem.
Min drøm lige nu, er at blive hvor jeg er, ved Happy og få en masse erfaring og gode forbindelser. Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, men jeg er game på det hele!
Et godt råd: Det er en barsk branche at komme ud i, spis eller bliv spist mentaliteten lever i bedste velgående, så mit råd er: Vis at du brænder for det du laver, lær at sælge dig selv, arbejd hårdt for det du vil og spring ud det, selv om det er en stor udfordring.
Praktik hos Happy
/Default.aspx?ID=3280&newsid=112&Action=1¤tPage=7&M=NewsV2&PID=16304