10. juni 2015
Maria var opsat på at skulle i praktik i en virksomhed hvor hun kunne komme ind over en masse forskellige opgaver og det gik som forventet, men hvad Maria ikke så komme var at netop det tøjmærke, som hun arbejdede med ville blive nomineret til intet mindre end Guldknappen.
Da Maria, som læser på markedsføringsøkonomuddannelsen ved Erhvervsakademi MidtVest, skulle ud og lede efter et sted hvor hun kunne komme i praktik, havde hun flere forskellige steder som kunne være interessante for hende. Blandt andet blev hun tilbudt en praktikplads ved en stor Midtjysk virksomhed. Efter flere mails frem og tilbage, fornemmede hun dog, at det nok ikke helt kunne give hende den bredde i opgaver, som hun ønskede – der skulle en mindre virksomhed til. Maria fik kort tid herefter tilbudt en praktikplads hos Gestuz i PR- og marketingafdelingen. Her var der tale om en mindre arbejdsplads, hvor hun kunne komme mere med ind over alle de forskellige arbejdsgange.
I sin praktik har Maria lært en masse forskelligt og har deltaget på lige fod og under samme vilkår som hendes kolleger. Maria har blandt andet arbejdet med PR, kontakt med bloggere, branding og markedsføring af nye kollektioner, samt en masse andre markedsføringsopgaver. Så da muligheden bød sig for en forlænget praktik, slog Maria til, for her var en unik chance for at få så meget erfaring med fra branchen som muligt. De 12 uger blev derfor til næsten 5 lærerige måneder, som Maria ikke ville have været foruden – også selvom det tog tid fra hovedopgaven.
"Der har været så meget at lære, men de har været gode til tage mig med."
En dag kom beskeden til Gestuz, at brandet var blevet nomineret til at modtage Alt for damernes eftertragtede ”Guldknappen” mod Ganni og Wood Wood. Dette er to store brands fra København, og som Maria selv siger; ”Det er jo super fedt at det er en lokal virksomhed, som er nomineret i noget så stort”. Nomineringen har krævet en masse markedsføring og mange timers planlægning. Maria har ifølge hende selv fået utrolig meget ud af at følge denne proces helt fra starten, hvor der har været mulighed for at tænke strategisk i planlægningsfasen og praktisk ved implementering. Både b2b- og b2c-kunder har skullet aktiveres kreativt og effektivt, da det er stemmer fra danskerne afgivet på Alt for Damernes hjemmeside, der afgør hvem vinderen bliver i august.
Efter sommer vil Maria enten læse videre og tage en professionsbachelor i e-konceptudviklng, eller ud og få endnu mere erfaring i erhvervslivet. Maria er stadig en smule usikker på om valget falder på arbejde eller studie, men Maria er åbensindet over for hvad fremtiden måtte bringe af forskellige muligheder. Hun føler sig godt rustet til at komme ud i verden og dygtiggøre sig yderligere inden i enten arbejde eller på uddannelse, da praktikken har givet hende en god indsigt i at omsætte teorien fra markedsføringsøkonomuddannelsen til praksis.
"Det har komplementeret uddannelsen rigtig godt, at jeg har kunnet sidde med den udførende del i min praktik."
Fra studie til nominering
/Default.aspx?ID=3280&newsid=110&Action=1¤tPage=7&M=NewsV2&PID=16304