Jakob fandt sin rette hylde

09. maj 2018

Jakob Damsgaard arbejder til daglig som online marketingkonsulent hos konsulentbureauet Co3. Vejen til drømmejobbet hos Co3 har været snoet og fyldt med en masse til- og fravalg, som har formet den profil, Jakob har i dag. Vejen startede på Multimediedesigneruddannelsen på Erhvervsakademi MidtVest.

Ung mand står portræt

Jakob hjælper i dagligdagen virksomheder og organisationer med at være til stede på Google, sociale medier og andre online platforme via sit job som Online Marketingkonsulent hos konsulentbureauet Co3.

Et job der ikke var skrevet på forhånd, da han startede som multimediedesigner på Erhvervsakademi MidtVest i 2009.

En bred uddannelse

Multimediedesignuddannelsen er en bred uddannelse, hvor man kommer rundt om næsten alt tænkeligt indenfor kommunikation, design, forretning og programmering.

For den dengang unge Jakob var det en helt perfekt uddannelse, der gav ham muligheden for at få en bred vifte af viden og inspiration på et område, der interesserede ham. 

”Jeg var rimelig meget i tvivl om, hvad jeg gerne ville med min uddannelse. På Multimediedesigneruddannelsen ramte jeg både kommunikation og grafik, som jeg på det tidspunkt gik rigtig meget op i. Under uddannelsen blev jeg så optaget af at lave hjemmesider og nørde ned i noget programmering og udvikling af apps. Det var den tekniske del, der fangede mig på uddannelsen,” fortæller Jakob.

Jakob dimitterede som Multimediedesigner i 2011 og kom ud som en digital blæksprutte, der kunne varetage de fleste job inden for design, programmering og kommunikation.
 

”Man skal ikke altid følge uddannelsen til punkt og prikke. Uddannelsen skal give dig viden og inspiration til at træffe nogle valg om, hvilken vej man gerne vil gå for at skabe sig en profil, man kan stå inden for"

- Jakob Damsgaard

LÆS TIL MULTIMEDIEDESIGNER

Blæksprutte på Herning Bibliotek

Kort efter slutningen på multimediedesigneruddannelsen fik Jakob en projektstilling på Herning Bibliotek, hvor han kort sagt var en digital blæksprutte, der lavede alt lige fra at bygge en app og grafisk design til branding- og kommunikationsopgaver.

”For nogen af mine medstuderende på multimediedesign var det en styrke, at multimediedesigner-profilen er bred, fordi det gav dem mulighed for at lave mange forskellige ting på en arbejdsplads. Men i jobbet på Herning Bibliotek fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at specialisere mig endnu mere, hvilket krævede at jeg byggede oven på min uddannelse.”

Digital Konceptudvikler

En dag fik Jakob et brev fra erhvervsakademiet, hvor de oplyste om, at man nu også kunne bygge oven på med professionsbacheloruddannelsen i ’Digital Konceptudvikling’.

Et fristende tilbud for en uddannelsessøgende ung mand, og derfor startede Jakob på uddannelsen i 2013.

”På Digital Konceptudvikling fandt jeg min rette hylde, hvor jeg fik lov til at specialisere mig inden for et område. Mit praktikforløb på uddannelsen var springbrættet for mig til at komme ud i det job, jeg gerne ville have, fordi jeg fik øjnene op for Adwords (google annoncering) og SEO, og hvor meget jeg egentlig brænder for de områder,” fortæller Jakob endvidere.

Da Jakob skulle skrive hovedopgave valgte han ikke at følge studieordningen til punkt og prikke, men valgte i stedet at rette opgaven henimod at blive ekspert i online markedsføring.

Og det gav ham faktisk et job hos reklamebureauet Vestjysk Marketing lige efter uddannelsen. 

”Grunden til, at jeg fik jobbet var, at jeg havde specialiseret mig inden for online markedsføring, så det havde en kæmpe fordel”.

Brug uddannelse som inspiration til at forme dig selv

For Jakob er det vigtigt, at uddannelsen ikke bliver for fastlåst og putter unge i for rigide rammer.

Det handler i højere grad om, at man skal tilpasse sig uddannelsen efter ens eget behov.

”Man skal ikke altid følge uddannelsen til punkt og prikke. Uddannelsen skal give dig viden og inspiration til at træffe nogle valg om, hvilken vej man gerne vil gå for at skabe sig en profil, man kan stå inden for”, fortæller Jakob til slut.

Efter halvandet år hos Vestjysk Marketing skiftede Jakob til Co3 i 2016, hvor han har arbejdet med online markedsføring de sidste 2 år.

Og med hensyn til fremtiden, så handler det for Jakob om at udfordre og udvikle sig selv, og derfor er det ikke så vigtigt om han er i Co3 eller et andet sted om 10 år.

Læs mere om Multimediedesignuddannelsen her

Artiklen er skrevet og redigeret af Kristoffer Mølstrøm, krm@eamv.dk