Dating-idé bliver til virkelighed

08. dec 2021

Efter mere end et års planlægning og investering af både tid og penge, er Saskia Modin fra Herning endelig klar til at sende sit datingspil, Flow, på gaden. - Jeg var aldrig kommet så langt uden min studiegruppe, siger iværksætteren, der studerer på Erhvervsakademi Midtvest

Kvindelig iværksætter sidder med kortspil
Saskia Modin vil med datingspillet Flow gøre datinglivet lidt nemmere og mere afslappet

Vil skabe Flow på første date

Trykker du snooze eller står du op med det samme? Er du mest til det planlagte eller det spontane? Kan man have sex på første date eller er det et no go?

Sådan lyder nogle af spørgsmålene i det datingspil, Flow, som kommer på gaden midt i december. Et spil, som skal få første date til at flyde lidt nemmere, så der ikke opstår pinlig tavshed eller akavede situationer.

Bag spillet står 28-årige Saskia Modin, som læser en professionsbachelor i Innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Midtvest og fik idéen til spillet for et par år siden, da hun selv skulle på date.

"Jeg er egentlig meget udadvendt, men det kan stadig godt være svært at få flow i samtalen på den første date. Det tror jeg, de fleste singler kan nikke genkendende til. Derfor besluttede jeg at finde på noget, vi kunne lave. Og det var der tanken opstod, fortæller iværksætteren, som af venner og familie blev opfordret til at gå videre med sin idé, da hun fortalte om den. Så da hun i forbindelse med sin uddannelse skulle arbejde med et projekt sammen med sin studiegruppe, faldt valget på datingspillet."

Gik i praktik i sin egen virksomhed

"Jeg var aldrig kommet så langt, som jeg er i dag, uden min studiegruppe. Grundsubstansen til spillet var på plads, men sammen fik vi strammet konceptet via fokusgrupper og undersøgelser med spilsimulationer og masser af feedback," fortæller hun.

Så da hun skulle i gang med sin praktikperiode i forbindelse med uddannelsen, valgte hun at ansøge om at komme i praktik i egen virksomhed via erhvervsakademiets Studentervæksthus.

"Jeg vaklede mellem at tage praktik i en virksomhed og få noget erhvervserfaring - eller satse og kaste mig ud i at skabe mit eget firma. Det blev det sidste ud fra den tankegang, at hvis jeg skulle prøve det, kunne jeg ikke få et bedre udgangspunkt end i Studentervæksthuset, hvor man har tre måneder med SU og masser af vejledning og sparring. Det gav mig tiden til at arbejde med det og få en masse ting på plads, som kunne være svært at klare ved siden af et fuldtidsarbejde," siger hun.

"På den lange bane drømmer jeg om at udvikle videre på konceptet og skabe et spilbrand, som indeholder flere spil til flere situationer. Jeg har virkelig fået blod på tanden nu,"

Saskia Modin, Innovation og entrepreneurship

Tilbage til de gamle dyder

Ikke desto mindre blev vejen lang - og bekostelig. Saskia Modin måtte låne penge af familien til at få produceret de første 1000 spil, lavet website og meget andet.

"Det har været vigtigt for mig at gøre spillet lækkert, så man har lyst til at have det stående fremme. Jeg har også fravalgt at lave det som app, fordi jeg synes, det fjerner nærvær at sidde med telefonen fremme på første date. Jeg ville gerne tilbage til de gamle dyder," smiler Saskia Modin.

Spillet består således af 100 spørgsmål delt ind i tre niveauer, hvor spørgsmålene gradvist bliver mere personlige.

"Spillet er nemt og helt enkelt - og det er egentlig for alle, der synes, at første date gerne må være lidt sjovere, nemmere eller mere afslappet. Men det er klart, at især folk, der er lidt indadvendte, generte eller bliver ubekvemme ved at møde nye mennesker, kan drage nytte af Flow. Og der er faktisk også et lille konkurrenceelement i spillet. Jeg er selv et uforbederligt konkurrencemenneske, så jeg synes, der skal være noget på spil. Om gevinsten så bare er en øl eller håneretten," siger hun med et glimt i øjet.

Drømmer om at videreudvikle konceptet

Noget på spil er der også for iværksætteren, der håber på, at de 1000 spil nu bliver solgt og kommer ud at leve sit eget liv blandt de danske singler - og at hun således kan begynde at tjene sin investering hjem.

"Jeg håber, jeg har lavet et spil, som folk synes er fedt. Men på den lange bane drømmer jeg om at udvikle videre på konceptet og skabe et spilbrand, som indeholder flere spil til flere situationer. Jeg har virkelig fået blod på tanden nu," siger hun.

Flow udkommer midt i december, men kan allerede nu forudbestilles på websitet www.flowthegame.dk

 

Innovation og entrepreneurship

På den 1,5-årige professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship arbejder de studerende med kreativ idégenerering, innovative processer, innovationsledelse og forretningsudvikling enten i egen virksomhed eller i en allerede eksisterende virksomhed.

Læs mere