Fuldtidsuddannelser > Musisk multimediedesigner
Musisk multimediedesigner
Felix Sanchez, dimmiteret januar 2005
Felix Sanchez arbejder som multimediedesigner i Mediehuset Herning Folkeblad.
Jeg er godt tilfreds med at være ansat i Mediehuset. Her kommer jeg i kontakt med mange forskellige sider af medieverdenen, det være sig tv-, avis-, radio- og webproduktion. Det giver spændende faglige miljøer, og en masse gode samarbejdspartnere.
Min normale arbejdstid ligger fra 8-16, men den er fleksibel. Har jeg brug for en halv fridag en dag, bliver jeg bare siddende noget længere en anden dag.
Mine fremtidsplaner ligger indenfor det, jeg laver nu. Måske vil jeg på et tidspunkt søge at blive certificeret Flash udvikler, men det er en uddannelse, som kræver mere tid, end jeg har lige nu.
Forhistorien
Efter igennem et par år at have solgt og produceret musik fik jeg lyst til at lave noget andet med musikken.
Dette kombineret med en stigende interesse for internettet og edb, gjorde, at jeg tilmeldte mig den 2-årige multimediedesigneruddannelse.
Betænkeligheder
Godt nok frygtede jeg at skulle klare mig på SU, og eftersom jeg også var fyldt 26 år frygtede jeg endnu mere at være for gammel til uddannelsen.
Jeg ville måske være en "teknologisk dinosaurus", der ikke kunne forstå de unge edb-kyndige, når de gik rundt og sagde "C++ og Hyper Text Markup language" til hinanden. Og jeg måtte lære, at Java ikke nødvendigvis har noget med kaffe af gøre, og at cookies ikke altid er noget, der serveres til kaffen!
Start på uddannelsen
Til min store glæde var min nye multimediedesignerklasse dog en herlig blanding af alle mulige forskellige mennesker. Gennemsnitsalderen i klassen var ca. min alder, og de fleste var som jeg, mennesker, der gerne ville prøve noget nyt efter allerede at have været på arbejdsmarkedet i et par år eller mere.
Samtidig var undervisningen lagt således an, at alle kunne være med nærmest uanset baggrund. Så jeg fik en god start på min nye uddannelse.
Studiet
Med tiden blev jeg mere og mere klar over, hvad jeg egentlig var i gang med at uddanne mig til. Jeg kunne se, at uddannelsen som helhed var bred og berørte rigtig mange områder, og hvor man, som multimediedesigner, ville kunne bruge sine færdigheder.
Men med min baggrund kunne jeg også se, at jeg efter endt uddannelse ville stå meget stærkere, hvis jeg brugte min multimediedesigneruddannelse på områder, hvor jeg også kunne bruge mine kundskaber inden for musikken.
Derfor begyndte jeg allerede efter 2. semester at bruge det meste af min skoletid på at dygtiggøre mig inden for Flash, et program, som jeg så mange musikalske muligheder i.
Specialiseringen var god på mange måder, men den havde også sine omkostninger, for der var mange ting, som jeg ikke nåede at sætte mig ind i under uddannelsen.
Job
Efter endt uddannelse gav det pote at kunne noget specielt. Jeg fik job 14 dage efter, at jeg dimitterede, og arbejder i dag som multimediedesigner i Mediehuset Herning Folkeblad.
Tilbageblik
Når jeg tænker tilbage på min uddannelse, så savner jeg den egentligt lidt.
Det var lækkert, at man selv kunne definere sine opgaver og eksamensopgaver, og på den måde udrette og lære i den retning, som man havde ambitioner og lyst til.
Samtidig var det spændende at arbejde sammen med andre i projektgrupper. Især fordi man i disse projektgrupper kunne møde andre ambitiøse studerende, og lære af hinandens stærke sider.
De 2 studieture til Berlin og Amsterdam var også en oplevelse, både på det menneskelige og faglige plan. Alt sammen det uddannelsen også givet et par venskaber, som jeg er meget glad for, og som garanteret vil holde mange år endnu.
Sluttelig var jeg så heldig at få lov til at deltage i DM i Multimediedesign - en fantastisk uge, hvor vi lærte af de bedste i landet inden for Multimediedesign og selv gav vore bud på, hvordan fremtiden kunne formes.
Læs mere om Felix' arbejdsplads: Mediehusets reklame- og marketingsafdeling på www.konceptas.dk
