Forsiden > Nyhedsarkiv > Erhvervsakademi Midtjylland får ny uddannelse
Erhvervsakademi Midtjylland får ny uddannelse
Pr. 1. august kan Erhvervsakademi Midtjylland udbyde en helt ny akademiuddannelse. Uddannelsen i Retail henvender sig til stort set alle brancher, da fag som salgsledelse og konceptstyring er på skemaet
af Karen Krautwald
Erhvervsakademi Midtjylland er af Undervisningsministeriet blevet godkendt til at udbyde en helt ny uddannelse. Uddannelsen i retail henvender sig til stort set alle brancher, men den primære målgruppe bliver medarbejdere ved detailvirksomheder og detailkæder.
- Det er godt for Herning og Ikast-Brande Kommuner. I vores nærområde har vi omkring 130.000 indbyggere, og området er efterhånden bundet sammen af motorveje. Jeg tror, vi i fremtiden vil se flere store butikskæder som Bauhaus ved motorvejene, siger Jørgen Vestergaard Frandsen, der er rektor ved Erhvervsakademi Midtjylland.
Retail-uddannelsen består af seks moduler: salgsledelse, konceptstyring i detailhandelen, det personlige lederskab, optimering af butiks- og kædedrift, speciale og afgangsprojekt.
- Hele udviklingen går i retning af, at virksomhederne vil sælge sig selv på et koncept, og her i området har vi allerede nu mange virksomheder med konceptstyring. Det vil være oplagt at få et samarbejde i gang med dem, siger Jørgen Vestergaard Frandsen og peger på blandt andet BoConcept og Bestseller, der sælger deres produkter i egne forretninger.
Fagligt og bæredygtigt miljø
Jørgen Vestergaard Frandsen håber på at kunne etablere et tæt samarbejde med områdets virksomheder.
- Ved at arbejde tæt sammen med virksomhederne får vi nye idéer til, hvordan vi kan udvikle os. Det er vigtigt, ikke bare for erhvervslivet, men også for skolen og for området som helhed, siger Jørgen Vestergaard Frandsen.
Erhvervsakademi Midtjylland er én ud af ni erhvervsakademier på landsplan, der er blevet godkendt til at udbyde den nye uddannelse.
Undervisningsministeriet har i sin godkendelse lagt vægt på sikring af fagligt bæredygtige miljøer og sikringen af et regionalt dækkende miljø. Det kan få betydning for Erhvervsakademi Midtjylland, da en ny reform af erhvervsakademierne er undervejs.
- Vi ser det som en form for blåstempling og et tegn på, at Erhvervsakademi Midtjylland har en fremtid, siger Jørgen Vestergaard Frandsen.
Retail-uddannelsen bliver udbudt som akademiuddannelse (AU) på deltid, hvor undervisningen som regel foregår om aftenen. I forvejen udbyder Erhvervsakademi Midtjylland ni forskellige akademiuddannelser på deltid og syv forskellige Kortere Videregående Uddannelser (KVU) på fuld tid.
Jørgen Vestergaard Frandsen forventer, at det første hold studerende vil begynde på retail-uddannelsen til september.
