Fuldtidsuddannelser > Datamatiker > Intelligente info-skærme

Intelligente info-skærme

Lars Pedersen (23) og Christian Sparre (24) er begge lige blevet færdige som datamatikere ved Erhvervsakademi MidtVest, og begge går de med en iværksætterdrøm.

foto af de 2 iværksættere

De to datamatikere har i løbet af efteråret arbejdet på deres hovedopgave, der gerne må blive deres levebrød en dag.

Projektet går kort fortalt ud på at lave et system til info-skærme til virksomheder, hvor alle medarbejdere skal kunne opdatere og taste nyheder ind til skærmen. Målgruppen for skærmene er blandt andet mindre virksomheder, institutioner og hoteller og vandrehjem.

"Det skal være så let som at læse nyheder på internettet" siger Lars Pedersen.

Skærmene kan opdeles i flere kasser, så der for eksempel et sted på skærmen vises virksomhedens egne informationer, at andet sted direkte tv fra nettet og et tredje og fjerde sted nyheder fra andre kanaler.

De to datamatikere har brugt en helt ny teknologi til skærmene - Windows Vista - der først udkommer den 30. januar.

"Det har været frustrerende af og til at arbejde med noget, der endnu ikke er helt færdigudviklet. Men samtidig har det været utroligt spændende" siger Lars Pedersen.

Firmaet Thinkability

Christian Sparre og Lars Pedersens hovedopgave adskilte sig fra de fleste andre hovedopgaver ved ikke at lægge så stor en vægt på selve kodningen af programmer, men i stedet i høj grad at fokusere på at starte sin egen virksomhed. De to studerende besøgte også Erhvervsrådet for at få hjælp til at komme i gang med deres virksomhed, der har fået navnet "Thinkability".

"Vi skrev en del om de erfaringer, vi fik undervejs. Vi havde ikke så mange koder med i vores hovedopgave, så vi var lidt spændte på, hvordan vores opgave blev bedømt" siger Lars Pedersen.

De unge iværksættere havde imidlertid ikke noget at frygte. De fik begge et 10-tal for deres hovedopgave.

Udviklingen af de intelligente info-skærme er ikke helt færdig endnu. Alligevel er den første skærm solgt, og endnu en på vej til at blive det. De to fyre har imidlertid besluttet sig for at være lønmodtagere først og udvikle deres projekt om aftenen og i weekenderne.

"Det kunne være spændende at kunne leve af det en dag, men lige nu tager vi den lidt med ro" siger Christian Sparre.


Tilbage