I uddannelsens fjerde tema skal den studerende vende blikket udad og analysere internationale økonomiske sammenhænge samt de politiske rammer for aktiviteterne i den finansielle sektor. Et særligt område er samspillet mellem samfund, sektor og kunder. Statistiske og globaløkonomiske metoder og analyseformer er en væsentlig del af denne læringsproces.
Mål
Målet med undervisningen er, at den studerende forstår den finansielle virksomheds funktioner og placering i samfundet såvel nationalt som internationalt. Endvidere skal den studerende forstå betydningen af de rammer, som det offentlige afstikker for finansiel virksomhed såvel lovgivningsmæssigt som etisk.
Den studerende har viden om finansielle virksomheders funktion og placering i samfundet
Den studerende kan selvstændigt gennemføre markedsanalyser
Den studerende kan selvstændigt analysere og vurdere erhvervsøkonomiske og samfundsøkonomiske problemstillinger
Den studerende skal have viden om:
- Lovgivning og tilsyn i forhold til de finansielle virksomheders aktiviteter
- De finansielle virksomheders rolle i forhold til kunder og det omgivende samfund
- Grundlæggende markedsføringsbegreber samt markedsføringsfunktionens rolle og placering i den finansielle virksomhed
- Forskellige primære og sekundære informationsindsamlingsmetoder i relation til informationsbehovet i en markedsanalyse
- Metoder til at identificere forhold af intern såvel som ekstern karakter (efterspørgsels-, konkurrence- og makroforhold), der øver indflydelse på erhvervsvirksomheder og finansielle virksomheder
- Etikkens betydning i markedsføringen af den finansielle virksomhed
- Indkomstdannelse, de samfundsøkonomiske mål og deres indbyrdes samspil
- Rentedannelse og rentestruktur
- Kursdannelse ved forskellige kursregimer
- Klassiske og nyere handelsteorier Antalstabeller, regressionsanalyse, stikprøveudvælgelse
- Kunne anvende og vurdere konkurrenceret i relation til den finansielle sektor og dens kunder
Den studerende skal have færdighed i:
- At indsamle primære og sekundære data ved hjælp af statistiske metoder
- At kunne anvende teoretiske modeller til analyse af indkomstdannelse, rentedannelse, kursdannelse samt inflation og beskæftigelse
- At kunne analysere udviklingen i betalingsbalancen, kapitalbalancen, og konkurrenceevnen
- Sikre at gældende lovgivning og etiske retningslinjer overholdes i relationen til kunden
- Indsamle og behandle en konkret erhvervsøkonomisk eller samfundsøkonomisk problemstilling ved brug af statistisk analyse
- Opstille og gennemføre en regressionsmodel med én eller flere forklarende variable
- Anvende forskellige metoder til stikprøveudvælgelse
Den studerende skal have kompetence i:
- At formidle forventningerne om samfundsudviklingen til samarbejdspartnere og kunder.
- Selvstændigt at kunne vurdere virkningen af rente- og valutakursdannelsen
- Selvstændigt kunne vurdere en gennemført erhvervsøkonomisk eller samfundsøkonomisk statistisk analyse.
- Selvstændigt at forberede og gennemføre en markedsanalyse
Fag
Tema 4 er fordelt på følgende fag:
- Finansielle virksomheder og markeder
- Finansiel markedsføring
- Erhvervsjura
- Statistik