To retninger: Innovation og Produktion
Du kan vælge mellem to retninger på efteruddannelsen i innovation, produkt og produktion. Retningen Innovation, hvor du tilegner dig viden om idé- og udviklingsprocesser og lærer om projektledelse, og hvordan du styrer og skaber innovative processer. Eller Produktion, der fokuserer på produktionsoptimering. Her lærer du at vurdere faktorer som projektstyring, produktionsteknikker og logistiske forhold samt deres indvirkning på produktionsoptimering.
De to retninger på videreuddannelsen i innovation, produkt og produktion er lige kompetencegivende. Er du i tvivl om, hvilken retning der er den rette for netop dig, kan du kontakte dit lokale uddannelsessted og høre nærmere.
Uddannelsens opbygning
Vælger du retningen Innovation, består uddannelsen af de to obligatoriske fag Projektledelse og Innovative processer, og det anbefales, at du tager Projektledelse først. Derudover skal du vælge to valgfrie fag. Du kan frit vælge mellem alle merkantile og tekniske fag, dog skal mindst et af fagene være fra det tekniske område.
Vælger du retningen Produktion, består uddannelsen af det obligatoriske fag Produktionsoptimering. Derudover skal du vælge tre valgfrie fag. Du kan frit vælge mellem alle merkantile og tekniske fag, dog skal mindst to af fagene være fra det tekniske område.
Akademiuddannelsen i begge retninger afsluttes med et specialeforløb og et afgangsprojekt. Alle uddannelsens fag fungerer som selvstændige kurser i innovation, produkt og produktion.

Sammen med to års erhvervserfaring svarer en akademiuddannelse til en kort videregående uddannelse (120 ECTS-point).